Velkommen til Viviras virvar
Hvem og hvad er Vivira?
Navnet Vivira er opstået via min nevø.
Jeg har to døtre, Olivia og Elvira.
Da min nevø var mindre, kunne han ikke sige deres navne og det blev derfor til den store og lille Vivira.
Vivira giver som sådan ingen mening, da det ikke henleder din opmærksomhed på noget specifikt, og bingo det er faktisk også meningen.
Vivira er en skøn blanding af kunst, undervisning, bogholderi, pædagogik, håndværk, genbrug, redesign og meget mere.
Velkommen til – klik dig rundt på min side og se dig lidt omkring.
Jeg hedder Jeanette og er blandt andet uddannet grafiker og lærer med billedkunst, håndværk og design og specialpædagogik som linjefag.
Jeg er selvlært multi-kunstner og bosat på Falster, Marielyst. Jeg har malet siden 2013, jeg har fra starten haft en særlig kærlighed til ansigter, det har jeg stadig. I den senere tid har jeg været fascineret af fantasi og eventyr, hvilke også kommer til udtryk i mine billeder.
Jeg bliver ramt af et udtryk, en udstråling, et smil, en eller flere rynker eller en fortællende kropsholdning. Menneskets styrke, svaghed, passion og livshistorie – det er det der fanger mig, og det jeg vil formidle i min kunst.
Når jeg får en bestilling på et portræt, er jeg nogle gange oppe mod folks forfængelighed, hvis de ikke fra starten anerkender mit udtryk og min måde at arbejde på. Måske ørene bliver lidt større end de er i virkeligheden, næsen lidt skæv eller “farven lige der er lidt for mørk”.
Men, det er sådan jeg maler og tolker det jeg ser, tænker og føler.
Det er mine penselsstrøg og mine farvevalg og det håber jeg du kan lide.